Just for the record.
Det var jo så rigtigt nok, det jeg sagde. “En gang blogger, altid…” osv. Tris er måske forsvundet, men jeg er her stadig og det er jo mig der er blogger og ikke Tris. Så nu har jeg købt mig et nyt glashus. Det ligger lige her. Hvis i kommer forbi giver jeg kaffe.
Så. Det.
Det er som om alting går voldsomt stærkt og samtidig går afsindig langsomt for tiden. Hele historien om den treårige og hans mor er endt med tænders gnidsel (altså virkelig tænders gnidsel), mæglingsmøder hos statsforvaltningen og en tur i retten bliver det vist også til, ser det ud til umiddelbart. Samtidig er det ønskejob jeg havde fået lovning på efter min barsel gået fløjten, og nu ved jeg ikke lige helt hvad jeg skal gøre og gribe i.
Hvad værre er, er at jeg tror Tris er forsvundet. Jeg kan ikke se hende eller høre hende længere. Nogle gange, når jeg rækker armen ud, kan jeg mærke at vore fingerspidser mødes, men aldrig mere end det. Vi er ved at vokse fra hinanden, tror jeg.
Det er ikke første gang jeg er vokset fra, det er sådan noget man gør, i hvert fald hvis man er menneske i udvikling, men denne gang gør det lidt ondt. Mest fordi jeg ikke er sikker på at jeg genopstår. Jeg var engang så skråsikker. “En gang blogger, altid blogger” sagde jeg. Dén tror jeg vist ikke helt på længere.
Så. Det.
(-Og smid lige en mail-addy, til hvis nu jeg skulle ske at skifte mening. Hep!)
Undskyld mig…
men jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har grint så meget. Det her, det MÅ da være en spøg…
Strøtanke.
Det der burkaforbud…
-Hvordan har de tænkt sig at håndhæve det?
-Og hvis nu jeg fandt på at tage en burka på, hvad ville de så gøre? Sætte mig i fængsel?
Pisos.
Jeg er begyndt på dette indlæg nok syv gange nu. Eller deromkring. Jeg kan ikke finde ud af hvor jeg skal starte. Og hvor jeg skal ende. … Dét, at jeg ikke ved hvor jeg skal slutte, gør såmænd ikke så meget. Jeg tror de fleste bloggere kender til at et blogindlæg har sit eget liv og selv skriver sin slutning. Men at jeg ikke ved, hvordan jeg skal starte… Jeg plejer ellers ikke at mangle ord, når det kommer til et blogindlæg…
Min bedste veninde gik til lægen i går. Sådan bare lige i véd, for at få bekræftet at der ikke er noget i vejen og at de symptomer hun oplever bare er stress eller overanstrengelse. Men lægebesøget endte ikke helt som forventet, for enten er det astma eller også er det …
På ultrakort tid er det ord blevet næsten ligeså umuligt for mig at sige som Voldemort er, for beboerne i Harry Potters magiske univers. Jeg tør simpelthen ikke sige det. Tør ikke skrive det. Tør næsten ikke tænke det. For tænk nu. hvis.
Hvad skal jeg så gøre?
Kommunikation.
Min unge har sagt sit første tostavelsesord i dag. Babwa, siger hun. igen og igen. Som om hun aldrig havde gjort andet. Det er fortryllende.
Status.
Jeg er her stadig. Sammen med min unge og min mage og hans unge. Og vi har det godt allesammen. Min mages unge har lige været på miniferie hos sine morforældre og kom tilbage igår, totalt sukkerafhængig. Ikke fedt, men til at klare. Sværere er det, at han nu igen er afhængig af kropskontakt når han skal sove, fordi hans mormor har ligget sammen med ham hver nat i fem nætter i træk. Gjort i en god mening, I’m sure, men ikke desto mindre ret irriterende, når nu det har taget os så længe at vænne ham af med. Men det går jo nok altsammen.
Dagene uden treårig har vi brugt på at finde os selv og hinanden igen. Og at få gjort lidt, så vores stue nu rent faktisk ligner noget, der engang kan blive en stue. Det er helt rart egentlig. Og så har vi været i svømmehallen et par gange, jeg har ved gud læst den bog færdig jeg begyndte på da jeg var i London, og en dag kørte vi til Viborg efter sandwich og endte på Borgvold, hvor vi fik is til dessert. Også vores unge. Selv om det er helt og aldeles politisk ukorrekt.
Og så har min far savet sig i hånden. I onsdags var det. Det afstedkom en del forvirring, da han skulle på skadestuen, for det var lige nøjagtig samtidig med at vi skulle hente treårig i børnehaven (Ja. Jeg var skidesur, var jeg. Og jeg blev enormt stresset). Og efterfølgende har det kostet et par ture til Silkeborg, for der gik betændelse i skidtet og nu er han indlagt til engang i weekenden. Vildt, ikke? -Det var der ikke lige nogen af os der havde regnet med.
Og ungen? Hun har det fint. Jeg har ikke helt vænnet mig til det endnu, så i stedet for bare at nyde det, så hænger jeg mig fast i de få områder, hvor det ikke går så fint. At det er overdrevet meget svært at få hende til at sove, selv om hendes øjne er ved at trille ud, at hun stadig ikke støtter på benene, når man sådan holder hende op og at der overhovedet ikke er anmarch til tænder endnu. Således frygter jeg nu at ende ud med et tandløst barn i rullestol, der aldrig sover. Jojo, man forstår skam at male fanden på væggen, gør man. Jeg hader mig selv.
Kun én ting at sige…
Ieeev.
Jeg var til et festligt arrangement i går, i en lille by ikke så langt fra hvor jeg bor. Det var en god dag. Min baby opførte sig eksemplarisk på trods af den meget høje musik og alle de fremmede mennesker der hele tiden kom og ville dikkedikke hende (Kan det virkelig passe, at vi nu er ved at have en helt almindelig og ganske normal baby? -Jeg tør næsten ikke tro det), jeg mødtes med gamle venner og gamle bekendte jeg ikke har set meeget længe og senere på aftenen, da jeg havde overladt min baby i min moders varetægt, så jeg min mage spille lidt trompet og lidt guitar. Som sagt, igår var en god dag. Jeg har dog to spørgsmål.
1. Hvorfor er der altid en eller anden mand(!), der går ind på dametoilettet og overpisser toiletsædet?
2. Hvorfor er det altid mig, der kommer ind på det toilet, umiddelbart herefter?
Back!
Jeg er hjemme igen. Fra fantastiske London. Det var fedt altsammen, men dette var nok den største oplevelse af dem alle. Hvis nogen af jer skal til London inden for de næste par år, så er det et udflugtsmål på linje med Tower og London Eye. At i ved det.
Ved i godt at…?
Jeg har helt glemt at fortælle det, her midt i flytterod og babygylp og bilreparationer (der var en spritter der smadrede bagenden på min bil knap en uge inden vi skulle flytte og en anden der smadrede venstre dør tre dage efter), men i morgen tidlig klokken lort rejser jeg til London et smut. Lige præcis den samme tur, som jeg ikke kom afsted på sidste sommer. Jeg behøver ikke sige jeg glæder mig, vel?
(Og præcis som alle andre nybagte mødre ville være det, er jeg fuldstændig overbevist om at min mage overhovedet slet ikke kan finde ud af at passe vores unge ordentligt alene en hel uge. Hvad fanden tænkte jeg på, da jeg bestilte den rejse???)
Rigtig dejligt…
er det, at min unge ikke har hoftedysplasi og jeg må indrømme at jeg er kort øjeblik var meget meget rigtig meget glad for overlægen, som kastede ét enkelt blik på røntgenbilledet og sagde at de dér hofter, de fejler ingenting. Men da han lige derefter sagde til den medicinstuderende og så skal vi til det sædvanlige sludder om assymetriske folder på benene, og efterfølgende bitchede over at de fleste sundhedsplejersker ikke kan finde ud af at ingen mennersker er helt symetriske, mistede jeg alt. Sådan en arrogant idiot.
…
I morgen skal vi på sygehuset med vores baby. Hun skal røntgenfotograferes, så de kan se om hun har hofteskred. Jeg er så hamrende nervøs. Tænk nu hvis hun har det. Jeg kan slet ikke overskue at hun skal ligge i stræk i tre uger, have gips på i et halvt år og skinne på om natten i lige så lang tid. Min lille unge altså. Jeg tror jeg kaster mig ud af vinduet.
Sov barn.
Jeg ved ikke hvad der sker med min baby idag. Det er som om hun har opdaget at hun har en krop. Hun er meget mere spændstig og sprællende og storsmilende og rykker meget voldsommere i sit legetøj end hun plejer. Over natten er hun blevet interesseret i sine fødder og når jeg løfter hende op, støtter hun så meget på sine ben, at man næsten skulle tro at hun kan gå i morgen (så måske ikke hofteskred alligevel. Dejligt). Det allersjoveste er, at når hun ligger på maven, så forsøger hun at rulle rundt. Før har hun altid troet hun skulle svømme, eller noget, og har strakt armene ud til siderne. Det er godt nok noget af en forandring. En dejlig forandring.
Desværre er hun så travlt optaget af at opdage sin krop at hun ikke vil sove, så hvert tiende minut har jeg en baby der holder den vildeste fest nede på gulvet og hvert tiende minut har jeg én der skriger og skælder ud af træthed og udmattelse. Det synes jeg ikke er dejligt. Vi har været oppe siden klokken fire.
Ud over det hele!
Jeg har en teori. Eller okay, jeg har mange teorier, men den her vil jeg gerne dele med jer. Den er lidt langt ude, men prøv lige at se om i kan følge med alligevel, okay?
Pornofilm.
De er fyldt med en masse grimme mænd med store grimme hudpølser, som de banker ud og ind i damer, der ikke er ret meget pænere end dem selv. Det bruger de enoooormt lang tid på. Men til sidst, så kommer de. De ejakulerer. Ud over det hele. De sprøjter damen, eller damerne, hvis der er mere én, på røven, på brysterne, på maven, i ansigtet og nogle gange i en stor lang bue hen over deres ryg, som en anden blogger så uappetitligt beskriver sin egen sædafgang.
Nå, men når man viser de her ejakulationer på pornofilm, så kaldes de “cum-shots” og cum-shots er der rigtig mange af i en pornofilm. Det er der fordi det selvfølgelig skal være muligt at SE at manden kommer, i filmen, og det kan man naturligvis ikke, hvis han kommer, som han ville gøre det under et normalt samleje, altså hvor penis opholder sig i skeden i selv udløsningsøjeblikket, om man så må sige. Derfor har man indført cum-shots’ne, hvor man kan SE at manden kommer.
Er i her endnu? Er i med? Hæng på, for nu kommer pointen snart…
Jeg tror ikke der er ret mange mænd der synes at de her cum-shots er specielt interessante, ud over selvfølgelig, at man kan SE at manden kommer (damen betyder mindre, men det er et helt andet indlæg.) Men. Jeg ved med sikkerhed at der rent faktisk findes mænd, der synes at det fedeste er cum-shots og samme mænd synes jo naturligvis også at det er fantastisk at komme ud over det hele og på røven, på brysterne, på maven, i ansigtet og alle mulige andre underlige steder alt andet lige end i selve det allerhelligste hos en kvinde. Og nu er mit spørgsmål så:
Er det muligt at disse mænds lyst til at sprøjte ud over det hele stammer helt tilbage fra dengang vi var fisk? Altså jeg mener. Hos fisk lægger hunnen først æggene og bagefter kommer så hannen og spreder sin sæd ud over det hele. Og når nu der findes mænd, der ikke har udviklet sig synderligt siden the missing link, så er det vel muligt at de få, der tænder på at sprøjte ud over det hele, ikke har udviklet sig siden engang før vi steg op af verdenshavet. Eller?
Er der overhovedet nogen der forstår hvad jeg mener?
(Og nu har min mage lige oplyst mig om at der findes fisk der er mundrugere. Jeg har netop afstedkommet dgens nummer to teori. Jeg går ud fra jeg ikke behøver fortælle hvad den går ud på?)
Og bedst…
som man tror at man skal til at have en frisk og glad baby, så får hun feber igen. 39.3 i går aftes. Jeg begynder at synes at den her leg er en anelse triviel, og ærligt talt, så har jeg sgu ikke rigtig tid til den, så den må godt stoppe lige NU!, inden jeg går helt op i limningen.
Det er som om der hele tiden kommer noget nyt til. Hos lægen i dag, blev det besluttet at vi skal til røntgen med hende, fordi hun muligvis har hofteskred eller forvredet bækken. Og så er der stadig det misformede baghoved, som hun fik mens hun lå i spænd inde i min mave. Det skal der også ses på. Det er selvfølgelig rart at der endelig bliver taget hånd om og at vi bliver taget alvorligt, men for pokker altså, en start på livet hun har fået, vores lille unge. Jeg håber sandelig der er hende noget godt i vente, når alt det her er overstået.
Alt det jeg aldrig fik fortalt. -The short version.
Der er så meget, jeg ved snart ikke hvor jeg skal begynde, men jeg tror nok det startede omkring hér. Eller. Egentlig så begyndte det vel her. Da vi fik nyt treårigt medlem i husstanden. Ej. Hvis det skal være helt rigtigt, så startede det vist sådan helt rigtigt, da vores unge fik det der kolik, som lægen kaldte det. Kolik var så vist det eneste det ikke var. Det var spændinger i nakke og ryg (fordi hun lå i spænd i min mave da jeg var gravid), der fik vores baby til at skrige sådan, så siden vores sundhedsplejerske ringede og nærmest beordrede vores læge til at sende os til børnefysioterapeut, er vores baby langsomt men sikkert holdt op med at skrige hele tiden.
Nå. Så langt, så godt. Baby skriger ikke hele tiden længere og livet bliver pludselig lidt sjovere. Lige en måneds tid, eller så, i hvert fald. Så vælter verden for min mages tre-årige søns mor. Bipolar affektiv sindslidelse, det vil sige hun er det man i gamle dage kaldte manio-depressiv. Så tre-årig skal være hos os, indtil hans mor får sit liv på ret køl igen og det har han så været i seks uger nu. Det er eddermame en hård nyser, skal jeg lige sige jer, sådan at få en unge i huset, som aldrig før i hele sit treårige liv har fået et nej. Samtidig reagerer knægten selvfølgelig på at han savner sin mor og at ingenting er som det plejer og at ingen kan sige ham hvornår noget som helst bliver stabilt igen, så det giver nogle konflikter, kan i vel nok forestille jer. Men det har vi efterhånden fået styr på. Det der er det sværeste nu, er at vi bruger tre timer om dagen på at fragte ham til og fra hans børnehave som ligger i Århus. Halvanden time om morgenen og halvanden time om eftermiddagen. Hvis ikke det var fordi min mage mistede sit job til Finansgrisen for nogle måneder siden, ville det slet ikke kunne lade sig gøre, men det er nu totalt latterligt og skodagtigt og pisseirriterende alligevel. Alting skal passes ind og koordineres, og der er ikke plads til noget impulsivt længere, åhuæu det er træls. Men det løser sig vel før eller siden.
Samtidig med treårigs indflytning, en uge efter for at være helt nøjagtig, var det at min unge blev syg. En ganske almindelig forkølelse. Feber, snottet og sløj og pylret, og det gik over efter et par dage. Så gik der en dag og så blev hun syg igen. Feber og sløj og pylret. Igen et par gode dage, og så én gang til. Feber og sløj og pylret. Så endnu en god dag og så igen. Feber og sløj. Men denne gang ikke bare almindelig pylret. Hun var ualmindelig utilfreds og måtte hænge på armen hele tiden, for når vi ville lægge hende fra os, skreg hun. Efter et par dage ringede jeg til lægen. Han kunne da godt se det var længe at være syg, så hvis ikke det gik over i løbet af et par dage, skulle vi komme ind og få hende tjekket igennem. Det nåede vi så ikke, for om aftenen fik hun pludselig høj feberog skreg og skreg, så vi måtte til vagtlægen, som sendte os videre til børneafdelingen. Og gudsketakoglov for at vores unge, da det endelig langt om længe blev vores tur, sked mens hun fik taget temperatur, så de kunne teste for virus med det samme, ellers kunne vi have været der hele natten. Rota-virus er en ond satan (som vi andre i husstanden selvfølgelig også lige måtte lide), men den går væk igen, så vi tog hjem med nogenlunde okay humør og ventede på at det gik væk. Det gjorde det også. Og et par dage efter havde vi igen en syg og sløj og snottet baby med feber (og mig lige så). Argh. Og det er så her vi er nu. Syg for femte gang på fem uger og syg på tiende dag, i denne omgang. Var hos lægen i går, der ikke kunne finde noget usædvanligt (så det er nok bare kolik).
Så altså, en opsummering: Efter tre og en halv måneds skrigeri, har vi nogle gode dejlige uger med vores unge og så. Sygdom, sygdom, sygdom og samtidig indflytning af utilpasset treårig. Vi er trætte nu. Meget trætte.
–
Om her overhovedet er sket noget positivt? Jo. Vi har fået det rækkehus, vi har gået og ventet så længe på. Endelig kan vi komme væk fra den her lortelejlighed og ud og lugte til blomsterne. Og vores baby har ikke været sløj i tre dage. Kun snot og hoste. Det er stort. Meget stort.
Øjeblik.
Har haft dejlig dag i solen sammen med min mage og vores unge, hans unger og mine forældre, hos mine forældre. Vi har spist frugttærte og drukket kaffe og æblecider. Drengene har spillet havehockey og leget i sandkasse og vores lille unge har ligget under et træ og kigget op i bladene og hun har smagt på græsset under sig. Nu er den ældste kørt hjem og de to små puttet og her er stille og fredeligt.
Jeg har ikke været her så meget den sidste måneds tid. Jeg er træt som et alderdomshjem. Det er der mange grunde til og jeg vil måske skrive om nogen af dem en dag, men lige nu skal jeg vist bare slappe lidt af og forsøge at få hele min verden op at stå lige igen efter at den har stået på skrå et stykke tid. Jeg skal rekreere mig. Drikke noget cola (og noget rom). Se en film. Eller to. Læse en bog. Holde min mage i hånden. Trække vejret langsomt og holde op med at overveje at begynde at ryge igen.
-Og nej. Min unge er ikke begyndt at grine endnu. Det nye er at jeg er holdt op med at bekymre mig over det. Kan jo se at hun er en grinebidder. Hun gemmer bare sit første grin til en helt speciel lejlighed. Det må være sådan det er. Ikke? Ikke?
Jeg, en farmer.
Mit daglige læsergennemsnit er under 30 nu, og omkring halvdelen af dem er googlesøgninger på facebook sex, så måske jeg skulle begynde at blogge lidt mere igen. Det er jo ikke fordi jeg ikke har noget at skrive om, her er faktisk rigtig meget gang i den. Der er bare lige den lille hage ved det hele, at jeg har den her farm, på Facebook.
“Udemærket tidsfordriv” siger min gode ven Jens Hansen. Jeg siger “fuldstændig vanvittig og ligegyldig tidssluger” og tænker, at når nu tid i forvejen ikke lige er dét jeg har allermest af, så burde jeg måske stoppe. Men så finder jeg jo aldrig ud af hvor mange levels der er og om jeg nogensinde får råd til at købe det der mansion, jeg går og drømmer om. Og jeg får heller aldrig indfanget Houdini (den ene af mine kyllinger der bliver ved med at bryde ud af indhegningen), ligesom jeg heller ikke nogensinde finder ud af om mine vagtlamaer er ordentlige vagtlamaer, eller om de skal have et vagtæsel eller to til hjælp. Så i kan nok se, jeg er nød til at fortsætte lidt endnu.
(Åh hvor jeg mindes de gode gamle dage, hvor jeg kun var afhængig af blogging. Dét blev jeg i det mindste ikke dummere af. 
)
Syg.
Det er midt om natten. Min baby er syg. Snottet. Kaster op ind imellem. Hun ligger her ved siden af mig i sofaen og sover. Nogle gange uroligt og andre gange så stille at jeg lige må tjekke om hun sadig trækker vejret. Hun har feber. 39.5. Meget, synes jeg, men vagtlægen siger at så længe vi kan komme i kontakt med hende og hun kan trække vejret foholdsvis ubesværet, så er alt godt. Det må vi så tro på.
Tager lige en dyb indånding.
Jeg har tralvt med livet. Går til fysioterapi med min unge. Har været på miniferie på Mors med svigermekanikken. Skændes med min mage. Er begyndt til babysvømning. Har fået nyt treårigt medlem i husstanden. Får måske elleveårigt også. Forsøger at få motion så jeg kan kende min krop igen. Har nogle gange så travlt at jeg ikke kan få luft. Tunnelsyn. Troede det var meningen man gik på barsel for at få ro omkring. Ro, regelmæssighed og renlighed. Hvad blev der af det? Er lige før jeg overvejer at begynde på arbejde igen snart. Der får jeg da i det mindste en pause en gang i mellem. Ush.
Bare fordi…
Grin så! Nå.
Der er noget jeg ikke forstår. Min baby er 16 uger gammel nu og jeg har læst rundt omkring at nu skal hun altså kunne grine. Det gør hun ikke. Nå, tænker jeg så, man skal jo heller ikke tro på alt hvad man læser, så jeg smutter lige en tur på FB og tjekker babybilleder for lissom at blive bekræftet i at min baby ikke er helt bagefter, og sørme om ikke de alle over en kant, også babyer der er yngre end min, smiler og griner og mest af alt ligner flækkede træsko.
Hvorfor gør min baby ikke det? Okay, hun smiler. Hun smiler stort og hun laver nogle høje lyde ind i mellem, mens hun smiler, men det er nærmere små hyl, end det er grin. Og så har hun sådan en trilleagtig ting hun gør når hun ser fornøjet ud. Men hun griner ikke. Og hun kan udemærket finde ud af at skælde ud, når hun hænger fast i noget eller når hun får sig selv viklet fuldstændig og helt og aldeles ind i den stofble hun ligger på (og når hun er træt og sulten og hys), men hun griner ikke. Hvorfor gør hun ikke det? Jeg vil fandme have en baby der griner. Nå.
Ah!
solen skinner, min unge har ikke skreget endnu i dag og ude i skoven er bunden dækket af anemoner og den gamle bøg sprunget ud. Det er forår.
Så ti dog stille, du skræmmer mit barn.
Og bare sådan lige for en ordens skyld, så så jeg godt hende den vanvittige sundhedsplejerske i tv forleden aften. Hende der påstod, at hun havde fundet kuren mod kolik. Og jeg vil godt lige sige, at bortset fra at råbe ad mit barn* og slynge hende rundt i høj fart, så har vi altså gjort det altsammen som hun foreslog. Og det hjalp ikke. Tværtimod. Når vi gjorde de der gymnatsikting med vores unge, så skreg hun endnu mere end før og så har man jo lissom ikke rigtig lyst til at blive ved, vel? Okay, okay, okay, måskeeeee hjalp det en lille bitte smule at cykle med benene, men kun de to sekunder det tog hende at bestemme sig for at det ville hun ikke finde sig i. Nej. Sundhdsplejersker fra Fredericia er sikkert ganske udmærkede børneskræmmere, men jeg kan ikke bruge dem til ret meget.
-Og jo. Jeg græd sammen med de stakkels forældre. Men ikke mere end at jeg samtidig kunne være glad over at kolikken er på tilbagetog her hos os. Nu skal vi bare have lært øglen at håndtere sult og træthed. Og hysteri.
* Råberiet overlod vi til min far. Jeg har ikke helt tal på hvor mange gange han har sagt “Børn elsker mig” og så har skrålet “Jeg kommer lige fra Svendborg af, goddag, goddag, goddag” og “Dengang jeg drog afsted” højt og inderligt lige ind i min unges hoved, men det er mange. Rigtig mange.
