Hudløs.
Jeg har ikke set hende i et år, og jeg kan med sindsro sige, at jeg ikke var glad for at se hende igen. Jeg kunne se hvad hun tænkte. Hendes øjne lyste op ved tanken om alle de historier hun kunne tage med tilbage. Alt det hun kunne tolke på, alt det hun kunne bestemme sig for var rigtigt, fordi hun havde puttet mig i en bestemt kasse og lukket låget. Fordi de havde puttet mig i en bestemt kasse og lukket låget. Fordi hun troede hun vidste hvem jeg var, hvor jeg kom fra. Jeg kunne se at hun var ved at dø, efter at komme tilbage til de virrende krøller og alle de andre og fortælle. Og høste anerkendelse for de usandheder, som hun sikkert ikke ville være klar over var usandheder, fordi de, jævnfør kassen, ville være sandheder for hende. Og de ville klappe i deres små hænder.
Hun sagde dengang, at jeg var utilnærmelig. At jeg skræmte hende. Jeg var målløs. For på trods af, at det var hende der var utilnærmelig, på trods af de korte sætninger og afsnuppetheden i hendes stemme, behandlede jeg hende altid pænt. Reddede hendes inkompetente røv den ene gang efter den anden. Hun takkede mig med at så mistro omkring mig. At gøre mig til syndebuk. Og ingen hjalp mig.
Det er et år siden og der er løbet meget vand i åen siden. I bagklogskabens klare lys kan jeg sagtens se, at det var fordi hun var bange. For det jeg kunne. For det jeg kunne bedre end hende. For det jeg kunne afsløre om hende. Men dengang, da jeg stod midt i det, kunne jeg ikke se noget for smerten. Dengang græd jeg hver morgen når jeg skulle på arbejde. Fordi jeg vidste, at jeg igen ikke ville kunne komme igennem med noget som helst. Fordi jeg var blevet puttet i en kasse og låget var blevet lukket.
For hvis du tror du er noget, så er der noget du har misforstået, lyder det i sangen. Min forbrydelse bestod ikke i, at jeg troede at jeg var noget. Min forbrydelse bestod i, at jeg rent faktisk var noget. Jeg var bedre uddannet, mere kompetent og havde mere ansvar en dem. Derfor skulle jeg halshugges. Det lykkedes dem næsten.
Jeg gik, inden de slog mig ihjel. Inden jeg slog mig selv ihjel. Og det er noget af det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Men den følelse af nederlag, som jeg havde i lang tid efter, glemmer jeg aldrig nogensinde. Forleden dag kom den væltende ind over mig, fuldstændig uden varsel. Og lige for et øjeblik var jeg hudløs igen.
4 Responses to “Hudløs.”
tirsdag, 22. april, 2008 kl.2:57 pm
Godt for dig at du gik … den slags kampe er sjældent nogle man alligevel vinder …
tirsdag, 22. april, 2008 kl.3:54 pm
enig med busterliguster der.
andre menneskers overlegenhed virker skræmmende, ja nogengange direkte truende på nogen af os.
Vi kommer til at føle os små. Vi føler os udsatte. Nogle mennesker møder dagligt overlegne mennesker, og kommer til at føle utrygheden permanent…. stiller spørgsmålstegn ved deres selvværd.
I denne utryghed magter de ikke at se dine gode sider, men skaber situationer omkring sig, der kan bekræfte din “ondskab”. (bitch-faktor)Disse mennesker har ikke lært at skille deres følelser fra hinanden. De kan ikke rumme et billede bestående af farver og nuancer. For dem vil folk som du altid være enten/eller…. Det er den eneste måde hvorpå de kan vide sig sikre på hvor de har dig….. Der kan de kontrollere dig. (i deres egen lille granitskal af en verden)
I mødet med disse mennesker, er det bedste redskab at forstå hvordan deres “mekanikker” virker. Dermed kan vi sætte os udover deres domme. Fordi vi ved hvad de grunder i. “kast lys på trolden og se dens magt forsvinde”.
Jeg skal have koldskål i aften for første gang i år……. Mand hvor jeg glæder mig….
Koldskål på godt og ondt…..
tirsdag, 22. april, 2008 kl.10:01 pm
Kunne du ikke have undgået gensynet tris?
onsdag, 23. april, 2008 kl.8:56 am
Buster - Nemlig. Og hvor var det ærgerligt at det skulle gøres til en kamp. Det kunne ellers have været så godt…
Kent - Faktisk, så tror jeg ikke det havde hjulpet mig ret meget i situationen, at forstå deres mekanikker.
Var det god koldskål?
Benny - Jo hvis jeg havde været opmærksom på at vi skulle have vikar den dag, havde været opmærksom på navnet og så sygemeldt mig fra min 12 timers søndagsvagt, så havde jeg kunnet undgå det…
Men det gør mig nu ikke så meget at blive mindet om det. Tror det er meget sundt, nogle gange at tage gamle ting frem og dreje dem lidt rundt og kigge på dem, bare man husker at lægge dem tilbage hvor de hører til, når man er færdig. Og husker at smide dem ud, når man ikke bruger dem længere.
Leave a Comment