(…)
Jeg havde ellers forsvoret at jeg skulle skrive om det nogensinde igen, men så var der jo lige den der fødselsdagsgave jeg fik dagen før min fødselsdag, som jeg blev så glad for. Der er nemlig sket det fantastiske, at efter ugers mudderkastninger og efterfølgende våbenhvile, så er eks og jeg (faren til min baby, that is) i gang med at indgå en form for fredsaftale, hvis ikke der ligefrem er tale om en fremadrettet handlingsplan.
Det er en stor sten der er faldet fra mit hjerte, for min lille baby skal have en far og en mor, som har fælles interesse og ikke hver sin dagsorden. Og nu ser det ud til at det kan lykkes, sgu. Jeg kan næsten ikke få armene ned og for første gang i meget lang tid synger jeg rent faktisk med på det musik jeg spiller for dukkebarnet i stedet for bare at nynne. SÅ kan det måske være slut med det der ensomhedsmonster, som slet aldrig forsvandt.
I kan godt krydse fingre!
Og tæer.
7 Responses to “(…)”
søndag, 19. oktober, 2008 kl.6:59 pm
Jeg X’er alt hvad jeg har lært.
søndag, 19. oktober, 2008 kl.7:13 pm
Det lyder godt- jeg x’er alt jeg kan
søndag, 19. oktober, 2008 kl.7:19 pm
Godt gået… rigtig godt gået.
Og må det SÅ give dig noget ro til at synge og nyde babybobler i maven
søndag, 19. oktober, 2008 kl.8:31 pm
det er så daarjligt, arltså!!
vi kan godt lide sten der falder . . . fra hjertet, dér :0)
søndag, 19. oktober, 2008 kl.11:00 pm
hep!
mandag, 20. oktober, 2008 kl.5:39 am
Kiss and tell
mandag, 20. oktober, 2008 kl.7:36 pm
Gnd - Godt
Marianne - super
Mokke - Det håber jeg.
Pedrsn - Nemli
Anna - Hep!
Buster - Consider it done.
Leave a Comment